Tirsdag den 30. august 2011 var der indbudt til den årlige pensionisttur.
Årets skovtur var en rejse tilbage til de gode gamle dage. De dage hvor vi drak Richs og længtes efter en ren kop mokka og hvor vi talte svalerne i de mange telefontråde.
Vi var 34 forventningsfulde deltagereder mødte op en tirsdag morgen på Roskilde Station. De gamle lærere fra Ishøj og to ikke helt så gamle fra Kredskontoret. Med bus kørte vi så vestpå. I Nyvang ved Holbæk ligger Andelslandsbyen. Og Nyvang blev virkelig en rejse tilbage i tiden. Andelslandsbyen har specialiseret sig i at vise på den mest levende måde livet i Danmark i den store andelsbevægelsestid – altså fra cirka 1870 til frem i 50erne. Vi blev sat af ved trappen til den lille herregård Nyvang og to tospand rullede op foran os. Under en stor baldakin, ja nærmest en prærievogn, sad vi tæt bænket og kørte rundt med hver vores guide.
Vi standsede først ved et statshusmandssted fra tyverne. Her havde der boet en familie med far, mor og tolv børn. Prydhaven og nyttehaven var nøjagtig som i gamle dage. Indenfor blev vi budt på Richs, og vi beundrede alle detaljerne. Selv den firkantede køkkenaffaldsspand var foret med en avis som i gamle dage. Ingen plasticaffaldsposer her. Herfra gik det videre til husflidsværkstedet, den lille frimenighedskirke, Zonen-stationen med ambulance og kranvogn med fuld udrykning. Vi var på besøg i skolestuen hos skolemesteren og hørte om ferlen, om ris og spanskrør. Videre til det gamle forsamlingshus og på besøg i Trønninge Brugsforening, hvor vi kunne købe lakrids, Richs og træneglebørster. Efter besøg hos smeden kunne vi handle hos bageren og slagteren og vi gik ind på den gamle politistation og på posthuset.
Overalt var det sat op som det så ud, da bedstefar var ung eller yngre. Mange af husene var flyttet sten for sten som man kender det fra Frilandsmuseet eller også bygget op som tro kopi. De mange mennesker, der arbejder i Andelslandsbyen er for de flestes vedkommende frivillige, der kommer en til to gange om ugen og arbejder med deres gamle erhverv. Politimesteren er en pensioneret politimand, skolemesteren tidligere skoleinspektør osv.
Arrangementets højdepunkt blev en dejlig frokost med gode sild efterfulgt af hjemmelavede frikadeller med kartoffelsalat, lun leverpostej, flere gode sager og kaffe og wienerbrød. Trods fyldte maver gennemførtes den traditionsbundne generalforsamling for Fraktion 4 med genvalg til pensionistudvalget.
Med bus rejste vi tilbage til nutiden. Forventningerne til næste års skovtur er absolut ikke blevet mindre.



